Nørden
Velkommen til min edb-side — et tilbageblik på mange års eventyr med computere, spil og internet. Fra ping og pong i sort/hvid til bredbånd og online multiplayer.
Før computerne — PingPong og de første nørde-skridt
Inden jeg fik min egen maskine legede jeg med venners og bekendstes udstyr. Den allerførste konsol var PingPong — man kunne spille tennis mv., grafikken var i sort/hvid og bestod udelukkende af streger. Lyden var to lyde: ping og pong.
Min første rigtige computer var en Commodore VIC-20, der hurtigt blev skiftet ud med en Commodore 64. Dengang kostede en diskettestation (1541) 5.000 kr. og en 5¼″ diskette 30 kr. — priser der godt kan få en til at højne øjenbrynene i dag.
Amiga-tiden (1987–1992)
I 1987 var det tid til en Commodore Amiga 500, som jeg havde frem til 1991. En maskine der var langt foran sin tid grafisk og lydmæssigt. Herefter fulgte en periode uden computer.
I foråret 1992 købte jeg en ny Amiga 500 med harddisk, skærm og ekstra RAM — men solgte den igen samme efterår. Årsagen var simpel: PC’erne begyndte at blive for gode til at ignorere.
Den første PC — 386’eren (1992)
Efteråret 1992 stod jeg med min første PC: en 386’er 40 MHz med 4 MB RAM og 120 MB harddisk. Planen var ren skolearbejde — men spillene på PC’erne blev hurtigt for gode, så ind kom lydkortet og spil fyldte harddisken.
Der kom hurtigt behov for backup: en Jumbo250 Colorado tapestreamer løste det problem. Vennerne gik over til 486’erne og ville ikke vente på mig når vi spillede Doom — men som studerende var et nyt anlæg ikke lige i budgettet.
I april 1994 kom jeg på Fidonettet på Allright BBS med nummeret 2:238/138.1 — mit første skridt ind i den digitale verden.
Drømmemaskinen — Pentium 60 (1994)
Da jeg i juni 1994 blev færdig med studiet, løb jeg ned i banken og lånte til drømmemaskinen: en Pentium 60 med 8 MB RAM, 540 MB harddisk og PCI-grafikkort — til den nette pris af ca. 23.000 kr. Den lukkede mændene på vennerne for en stund.
I løbet af 1995 opgraderede jeg til et nyt motherboard med 90 MHz processor og 16 MB RAM i alt, plus et netkort så vi kunne spille sammen. Et 19.2 modem og en ekstern 2 GB DAT-streamer (Wangtek) kom også til. Og som den allersidste i hele Horsens anskaffede jeg mig et cd-rom drev (6-speed) i december 1995.
I august 1996 røg en 3,2 GB harddisk og 2×16 MB RAM i maskinen, og Windows 95 fik endelig sin plads. Senere fulgte en ny HP LaserJet 5L printer.
Internettet og modemtiden (1996–1999)
Den 31. september 1996 kom jeg online for første gang. En ny verden åbnede sig. Den 13. marts 1997 fejrede jeg min nye hjemmeside med et GVC 33,6 modem — mit gamle 19.2 gik på pension.
I sommeren 1998 hoppede jeg på TeleDanmarks tilbud om ISDN2 — drevet af dårlige pingtider i Quake 2. Et Zyxel Omni.net Plus ISDN erstattede modemet. Men det rigtige gennembrud kom den 10. april 1999, da jeg kom på Stofanet: nu kunne jeg downloade med ca. 100 KB/sek fra danske sites. Bredbånd havde gjort sit indtøg.
Indbruddet juleaften 1999
Den 24. december 1999 satte tyve en tyk streg under året. Et indbrud i mit hjem betød at jeg mistede en del computerudstyr — og min kære musiksamling på lidt over 800 cd’er. Tyvene efterlod kun min dansktopsamling på ca. 100 cd’er. Tak for det.
Favoritspil gennem tiderne
EA Sports har altid været en tand foran med deres sportsspil. FIFA-serien har været min favorit — dog gik der noget galt i 97-udgaven som aldrig fangede mig. Det er fodbold når det er bedst.
Age of Empires er min favorit inden for Real-Time-Strategy (RTS). Med Age of Kings-udvidelsen fik spillet alt hvad et godt RTS-spil behøver — grafik og gameplay (både single og multiplayer) i top.
Quake er en klar klassiker. 1’eren sagde mig ikke rigtigt noget, og 2’eren var heller ikke det store hit — før jeg prøvede Deathmatch mod andre. Så var jeg solgt. Endnu bedre med Capture The Flag (CTF) — mange timer brugt på det med drengene fra McLAN Clan.
Blandt andre titler igennem årene: Civilization, Duke Nuke’em 3D, Doom, Red Alert, Warcraft 2, FIFA 96/98/99/2000, Screamer, Links 386 Pro Golf, Day of the Tentacle, The Dig, Full Throttle, Capitalism, Motoracer, Total Annihilation, NFS2SE, StarCraft, NHL 99, TOCA 1+2…
Seneste opdatering inkluderer Guild Wars og Hattrick — der kommer nok mere på et tidspunkt…





